Hjemmeside: Flemming Huss

E-mail: flemkor@hotmail.com








La Santa Sport 2009 mandag den 7. december 2009

Daniel var engageret med 3 tyske beachvolleyspillere om formiddagen og jeg besluttede derfor at køre en cykeltur. Turen startede lige bag komplekset med en mountain bike rute. Fantastiske lavaformationer hvor dønningerne fra Atlanterhavet udførte fantastiske skumsprøjt på klipperne. Dækkene på min citybike holdt og jeg kørte igennem et par hvide sovebyer. Først Caleta de Caballo og herefter en optur i små gear til Soo, hvor der ved vejkrydset sad hatteklædte siestafolk. Turen fortsatte på en lang nedkørsel til Caleta de Famara en strand med surf bølger. Et par stykker gjorde forsøg men ingen mestrede denne vanskelige sport. Desværre var tiden fløjet af sted og jeg skulle skynde mig hjem til svømmeinstruktion med Daniel klokken 12.30. En genvej hjem over den flade slette viste sig at være et mareridt. Fuld sol i middagsheden og ½ km løst sand, hvor citybiken måtte trækkes eller forceres med stor fart og fare for liv og lemmer. Konditionen var på prøve og 1½ liter vand forsvandt hastigt i svælg og i cykelhjelmen. Med 5 minutters forsinkelse var jeg i badebukser og klar til en fremragende svømmeinstruktion, hvor en dansk pige skulle lære at undervise af det engelske triatlonslandsholds svømmetræner. Hun var i sandhed karismatisk og direkte. Catch up er en crawldisciplin, hvor den ene arm føres frem før den anden starter. Herefter half catch up hvor armen holder pause over vandet. Sejt! Dette øves nu flittigt i Bellahøjbadet. :-)

Under og efter cykelturen gjorde min gamle meniskskade ondt. Jeg gik hen til wellness centeret og fik en fysioterapeut tid. 29 euro for en halv time. Jeg håbede at få klarhed over om jeg kunne klare tennisturneringen kl 14. Det var mirakuløst. En engelsk fysioterapeut erklærede efter ½ time, russerdans og alskens vrid i knæet at det var hjernen der efter min operation sendte alt for alarmerende signaler. Trods de anstrengende sportsaktiviteter de resterende dage mærkede jeg herefter meget lidt til knæet. Med god energi løb jeg op ad trappen og nåede frem til min tennisturnering og tabte mine 3 kampe alle med 0-4 i sæt. Blandt andet til 2 brødre som vi senere snakkede ne del med. Tennis er endnu ikke en af mine sportsgrene. Det kommer! På lige fod med golf og bytterfly. Det er aldrig for sent at lære nyt.

Ved aftenstide spadserede vi på den mærkeligeste ø og langs havet ind til La Santa by og restaurant Amendora. Daniel fik tun og tortellini mens jeg fik salat de mare og lammeryg, hertil husets vin som var af mit yndlingsmærke Rioja. Vandreturen hjem i buldermørke og med diskussion af den mærkelige stjernehimmel, hvor Urions bælte lå lodret og Karlsvognen glimrede ved sin fraværelse, viste os at vi vist var kommet en del sydpå. At temperaturen var på 18 grader den 7. december klokken 11 om aftenen var jo også sært. Brændingen fra det nærliggende hav var som en konstant buldren, da man ikke kunne skelne de enkelte bølgers brænding. Næste dag så vi at vi havde fulgt en vej med en parallelvej ved siden af. Denne var udsmykket med store plantekummer. Men det var så mørkt at man kun uklart kunne skelne sine egne fødder og derfor nærmest måtte føle sig frem. Lavagrus som vejen var lavet er også temmelig sort.

Udfordringer

Hvem skal man være gal på når man kører med turcykel i løst sand.